Inge-Lis Gaardsteds store styrke er, at hun er rigtig god til at sætte farver sammen. Det er langtfra alle malere, som mestrer denne i og for sig indlysende egenskab, men Inge-Lis Gaardsted har en veludviklet koloristisk sans, der giver hende en solid basis i sin kunstneriske udvikling.
Der er imidlertid også et andet forhold, som gør sig gældende, og det er, at Inge-Lis Gaardsted udover de tekniske kvaliteter er i besiddelse af et følsomt temperament. Et temperament, som gør hende i stand til at male billeder, der er temmeligt forskellige i grundholdning.
Fælles for alle malerierne er en spontan, usentimental og ekspressiv tilgang til stoffet, men der er stor forskel i stemningsleje mellem hendes landskaber, hendes kvindebilleder og hendes valmuer.
Ser man på landskaberne, kommer man umiddelbart til at tænke i nordiske baner med den blågrønne farveholdning iblandet klippegrå og enkelte citrongule og blodrøde pift. Det er det skandinaviske landskab, mættet af vanddamp, der giver omgivelserne et konstant sløret lys, når da ikke solen pludselig bryder igennem og får forårsblomsterne til at stråle så meget kraftigere. Man kan også sige det på en anden måde: det er årstidernes landskab, de pludselige vejrskifts, melankoliens landskab. Inge-Lis Gaardsted maler alt dette, som vi kender så godt, i stærke kompositioner i en blanding af figuration og abstraktion med semitransparente farvelag, der får billederne til at emme af nordisk mystik.
Hvor anderledes i stemning er da ikke Inge-Lis Gaardsteds kvindebilleder? Med de glødende og pulserende farver, de fodlange kjoler og det gnistrende sorte hår, er disse kvinder så middelhavsagtige som noget kan blive. Vi er i solens område her, temperamentet er større, sensualiteten mere udtalt og lyset meget kraftigere og ubrudt. Inge-Lis Gaardsted smækker farverne op på lærredet, disciplineret ganske vist, men med stor indlevelsesevne og passion. Røde og orange nuancer dominerer disse lærreder, farvesymfonisk sat sammen med komplementærfarverne grøn og blå. Er landskabsbillederne drømmende og subtile, er kvindemalerierne direkte, lidenskabelige og farvestærke. To kunstneriske universer, der supplerer og komplimenterer hinanden på fineste vis.
Med valmuemalerierne har vi at gøre med en blomst, der findes i såvel danske grøftekanter som på franske sommerenge. I Frankrig er den blot med til at understrege naturens stærke lokalfarver, i Danmark lyser den op som en sydlandsk fanfare midt i den mere afdæmpede farveskala. Når Inge-Lis Gaardsted maler sine valmuer, kombinerer hun derfor kvindebilledernes sydeuropæiske sensualitet med landskabsmaleriernes nordiske grundtone. Samtidig har hun fanget kontrasten mellem den svulstige røde blomsterknop og den spinkle grønne stilk med stor følsomhed. Yppighed og skrøbelighed, livsglæde og vemod, lidenskab og stille glæde mødes i disse malerier – som i Inge-Lis Gaardsteds kunstneriske produktion i øvrigt.
Tom Jørgensen,
redaktør af Kunstavisen, Bachelor i Kunsthistorie
